Bedst over 60 – de 60 nominerede er fundet – tak for indstillingen

I dag er jeg mere end pavestolt; jeg er nemlig ikke kun stolt som en pave af mig selv, men også stolt over min alder, min aldersgruppe, mine jævnaldrende, og dem, der er endnu ældre. Og jeg er meget taknemlig!

60 af os er blevet nomineret til Djøf s kampagne ”Bedst over 60”, som er en ”kåring af 60 personer over 60 år, der fortjener en hyldest for deres arbejdsliv”.

Og ja, jeg er er en af dem. Vi 60 er blevet indstillet af helt almindelige danskere, der på en eller anden måde synes, at vi er værd at hylde. Nogle for deres kollegiale tilgang, nogle for deres personlige indsats, nogle fordi de er rollemodeller, nogle af helt andre grunde.

Jeg kender kun få af de andre 60, og det er jeg egentlig glad for, for det var jo ikke en popularitetskonkurrence mellem kändisser, men derimod en hyldest til arbejdende 60+ere, der på den ene eller anden måde har berørt den, som indstillede.

DJØF har igangsat denne Bedst over 60 for at ”sætte fokus på værdien af de erfarne kræfter på arbejdsmarkedet, der på vidt forskellige måder er en vigtig del af at få vores virksomheder, organisationer og samfund til at fungere”, som forpersonen for DJØF, Sara Gundelach Vergo siger i forbindelse med offentliggørelsen af listen.

 Tusind tak!

Det er en kæmpeglæde at læse begrundelserne, en for en, på de 60, der er fremhævet. Det spænder vidt, hvad de særligt er blevet indstillet for, men noget, der går igen, er beredvillighed til at hjælpe, og humor i hverdagen. Mange er ansat et sted, har haft spændende karriereskift, bruger den brede palet af erfaringer fra forskellige job, en håndfuld har skiftet lederstilling eller specialviden ud med selvstændighed.

Oversigten er geografisk opdelt, så man kan se, hvor der skal roses. Under hver står en kort begrundelse, som er koncentratet af de indstillinger, folk er kommet med. Det er stærkt inspirerende både i forhold til at se, hvordan det er at være på arbejdsmarkedet som 60+er, og i forhold til at få lyst til at forblive i jobbet, hvis man virkelig kan blive så værdsat!

Der er kommet næsten 200 indstillinger af seniorer i løbet af kampagnen. Jeg kender kun to af begrundelserne fra dem, der har indstillet netop mig. De er simpelthen for rosende, til at jeg bryder mig om at bringe dem i deres fulde ordlyd, men TAK, TUSIND TAK – det kan jeg godt sige til alle dem, der har indstillet mig. Jeg er meget ydmyg over at blive indstillet, og ligefrem valgt.

Der er ingen alternativ tekst for dette billede
 Jeg kan se, at det, der nævnes i begge indstillinger, er, at jeg er en aktiv rollemodel for dem, der er 60 plus. Og at mine bøger om såvel at være senior og selvstændig som den om at downsize i tide har betydet noget i den sammenhæng.  Det er vigtigt for mig: At være en, andre kan spejle sig i på godt og ondt.  

 Bliv ved, selv om der er benspænd

Det er jeg virkelig glad for, for jeg tror, vi selv skal fortælle nogle flere gode historier om, hvad det vil sige at være på arbejdsmarkedet i en moden alder. Det bliver vi jo bedt om at være, samtidig med, at der godt nok er en lang række benspænd for netop dette, benspænd som er rent administrative, og som hører en tid til, hvor man næsten ubetinget forlod arbejdsmarkedet, når man blev folkepensionist. Det har jeg skrevet lidt om her.

 Sara Vergo siger det så glimrende:

 ”Vi ønsker at sætte fokus på værdien af de erfarne kræfter på arbejdsmarkedet, der på vidt forskellige måder er en vigtig del af at få vores virksomheder, organisationer og samfund til at fungere.

Der er noget virkelig paradoksalt i, at vi på den ene side hæver pensionsalderen og dermed forventer, at vi alle skal arbejde til ganske langt op i årene. Og på den anden side kan konstatere, at erfarne medarbejdere tilsyneladende ikke værdsættes lige så højt som deres yngre kollegaer. Vi mener, at vi skal glæde os over de erfarne og deres kæmpe bidrag til samfundet og arbejdspladserne. Samtidig skal vi gøre, hvad vi kan, for at fastholde dem, der kan og vil blive længe på arbejdsmarkedet. Bedst over 60 er vores bidrag til at give seniorerne en hyldest,” siger hun.

 Så tak til både DJØF og til dem, der har brugt tid på at fremhæve andre. lad os få flere fortællinger om det, der går imod fordommene om seniorer på arbejdsmarkedet.

#seniorstolt #bedstover60 #seniorlovestorm #seniorliv #sentilbagetrækning

Fakta: Om Bedst over 60-kåringen

Fra 30. september til 21. oktober 2022 kunne alle danskere nominere kollegaer eller folk, de kender over 60 år, som fortjener en anerkendelse for deres indsats på arbejdsmarkedet. Kåringen var for alle – ikke kun medlemmer af Djøf.

Alle indkomne nomineringer er blevet vurderet af en jury, som har lagt vægt på mangfoldighed, inspirerende historier, gode rollemodeller og geografisk og faglig spredning.

Juryen bestod af Djøf-formand Sara Gundelach Vergo Vergo, administrerende direktør Tomas Therkildsen samt arbejdslivspolitisk chef i Djøf, Edith Jakobsen